Mit hjerte bløder for mine venner. De er udsat for den værste form for systemstress: Når ens barn er så belastet, at det kræver støtte dagen igennem, hver dag, hele året. Og det system, der skulle hjælpe, øger stressen yderligere – så meget, at man som forælder efter et år er ved at vælte. Det er svært at få tid til at få håret klippet, eller gå til lægen, hvis man selv fejler noget. Og samtidigt skal man hele tiden være opmærksom på, hvad kommunen nu kan finde på, så den ikke gør livet endnu mere surt for ens barn og en selv. Så dem, man har brug for hjælp fra, er nu samtidigt lige så meget (og ofte mest) oplevet som værende modspillere end medspillere.
En Phd-studerende, Emil Falster, skrev bl.a. således om systemstress i POV i 2019: ” … mødet med kommunen kan resultere i stress, angst, depression, PTSD, skilsmisse og trusler om anbringelse”. I en rapport fra 2022 står der blandt andet ”når det offentlige system – der var tiltænkt at hjælpe familier og børn – i stedet risikerer at skabe yderligere udsathed for dem” (Schmidt et al, ”Muligheder og barrierer i samarbejde om børn når kontakt mellem professionelle og forældre er svært”).
Så systemstress er efterhånden ved at være så kendt, at det har fået sit eget begreb. Jeg har også selv fået det i det små ved at være ledig i flere omgange, og have kontakt med irrationelle processer fra a-kasse og (især) jobcenter. Så jeg til sidst fik tics og ondt i maven, når jeg fik mails fra det offentlige, fordi jeg ikke vidste, hvilke vanvittige krav jeg nu skulle kæmpe imod. Da jeg kom i arbejde igen, måtte jeg bede min a-kasse om at lade være med at skrive til mig mere, for jeg følte en slags retraumatisering hver gang jeg så en mail fra dem. Selv om jeg godt logisk set vidste, at jeg jo nu var i arbejde, og de dermed ikke kunne stille flere (vanvittige) krav til mig.
Hvis du ikke har prøvet det selv, vil jeg gerne give dig et konkret eksempel, som jeg delte på facebook i maj 2022 efter 14 dages ledighedsperiode (se længere nede). Og jeg er endda velbefaren i både jobcenterets processer (af erfaring), og også i det offentliges virkemåde generelt (fordi jeg har arbejdet både i stat, region og kommune af flere omgange, herunder i Beskæftigelsesministeriet). Ligesom jeg generelt opfatter mig selv som ressourcestærk og kvik nok til at gennemskue processer (at være projektleder og proceskonsulent er faktisk nogle af mine jobkompetencer).
Men alligevel har systemet til sidst fået delvist bugt med mig. Så meget så en del af min forberedelse til en jobcenter-samtale mentalt var at gennemgå, hvordan jeg kunne afvise krænkende adfærd fra de ansatte. De der kender mig ved, at jeg ikke normalt bryder ud i gråd, men det har en jobcenter-ansat ved Københavns Kommune lykkedes med. Jeg har også måtte forlade en jobcenter-samtale engang, for at få en pseudo-coaching til at stoppe. Og da jeg engang blev ringet op af min a-kasse, der gerne ville tilbyde mig et job som coach for de ledige, sagde jeg blankt nej, for det jeg har lært som coach er, at det skal være frivilligt. Og det måtte a-kassemedarbejderen jo indrømme, at det var deres a-kasse-coaching ikke. Jeg synes det er uetisk, men medarbejderne dækker sig ind under, at det jo er systemet og reglerne, der bestemmer, ikke dem.
Og på den måde får systemet lov til at vokse sig så stort, at folk, der i forvejen står i den mest belastende situation i deres liv, og i den grad har brug for hjælp, som mine venner med et psykisk sårbart barn, skal belastes yderligere af systemstress fra kommunen og det offentlige system. Og på den måde får selv mennesker som mig selv og mine venner, der betragter os selv som ressourcestærke, alligevel begyndende stresssymptomer alene ved at modtage henvendelser fra systemet. Det er ikke værdigt. Og det er langtfra effektivt – man ender jo med at en hel familie går ned, og skal have (endnu mere) hjælp. Og man står bare magtesløst og ser til, mens man ser togulykken udfolde sig foran een.
For fem år siden udkom bogen Radical Help af Hillary Cottam, hvor hun giver konkrete eksempler på det britiske velfærdssystems sammenbrud. Jeg synes flere eksempler virker ret genkendelige i forhold til det danske system. For eksempel hvordan en mor med flere børn, der alle har udfordringer, til sammen har vist nok over 70 terapeuter, socialrådgivere og andre kontaktpersoner fra det offentlige system. Da et forsøgsprojekt får lov at ændre strukturen, baseret på hvad moderen og hendes børn selv siger, de har brug for (!), bliver ”staben” af hjælpere reduceret til omkring ti, der rent faktisk hjælper familien. Men konklusionen i forhold til dette og andre forsøgsprojekter bliver desværre ofte, at det offentlige system og dets medarbejdere ikke er trygge ved ændringerne. Så selv om borgerne føler sig bedre hjulpet, så stritter systemet i mod. Jeg tænker, at den snigende oplevelse af, at ”systemet får sit eget liv, og gør alt for at beskytte sig selv” kommer fra borgernes lignende oplevelser?
Det var også lignende feedback, jeg har læst mig til fra Gentofte kommune, da de omkring 2015/16 ændrede nogle af deres politiske udvalg, så de bestod af lige dele politikere, borgere og ansatte embedsfolk. Borgerne var glade, politikerne var glade, men embedsfolkene knap så meget. De var nemlig ikke trygge ved deres rolle som facilitatorer. De var jo vant til at styre processen, herunder at skrive konkrete forslag – som politikerne så følte, de var nødt til at stemme igennem, fordi de ikke helt kunne sætte fingeren på, hvad der skulle være galt med dem. Mit bud er, at embedsfolk ofte ikke forstår problemet. Og som konsulent ved jeg, at hvis man ikke forstår problemet, kan man heller ikke løse det. Så det var nok det politikerne kunne fornemme, uden at de kunne sætte ord på det? Og hvem kan bebrejde en kommunal sagsbehandler, at de ikke forstår alle de problemer, de skal sagsbehandle? Det er der vel ingen der kan. Lige indtil samme sagsbehandlere har magten over ens families trivsel, og man ikke kan gøre noget for at påvirke processen. Enten fordi man ikke har viden, kompetencer, tid, overskud eller lov til det.
Hvad er det så man blandt andet har brug for som familie og borger i nød? Man har brug for, at der bliver lyttet af kompetente og indfølende personer, som kan hjælpe en med at navigere i systemet, så man får den bedst mulige hjælp så hurtigt som muligt. Sådan at eksempelvis et psykisk sårbart barn ikke får det endnu værre, og så man selv heller ikke får det (alt for) dårligt. Dermed har man IKKE brug for, at man skal fortælle den samme historie igen og igen til mange forskellige mennesker, der alligevel ikke rigtigt hjælper; at kommunen ikke svarer på ens henvendelser (herunder ikke deler nødvendig information om processer og rettigheder); at systemets medarbejdere handler på ens vegne uden at inddrage en (eller at de forsøger at inddrage en belastningsovermættet teenager, som alle med de rette kompetencer er enige om ikke skal inddrages, for det øger stressen); at sagsbehandlere uden særlig viden om området alligevel træffer afgørende beslutninger, der har betydning for familiens trivsel, osv. Dertil kommer mere systemiske problematikker, som eksempelvis at man som kommune forsøger at spare, hvorfor man lægger skoleklasser sammen, som så skaber konflikter blandt børnene, som skolen ikke kan håndtere… som så stresser et indadvendt barn, så det til sidst trigger belastningsreaktion og forskellige diagnoser… sådan at man som kommune til sidst vel nok kommer til at bruge mange flere penge end hvad det ville have kostet at bevare skoleklasser med lidt færre børn… Men ingen har det store overblik, de økonomiske konti ligger i forskellige siloer, og man kan jo heller ikke vide, om x eller y ville være sket uanset, osv.
Som Falster skrev: ”Vi har nu en situation, hvor en gruppe mennesker er blevet syge, efter de har været i kontakt med det system, der er sat i verden for at hjælpe dem. Det er svært at komme i tanke om noget, der kunne være mere kontraproduktivt” (POV, 2019). Og som skatteborger i Danmark må jeg også tilføje: ”Er det virkelig det, jeg ønsker at betale skat til?” Det må blive et rungende nej herfra.
”når det offentlige system – der var tiltænkt at hjælpe familier og børn – i stedet risikerer at skabe yderligere udsathed for dem”
Schmidt et al, 2022
Historie fra det virkelige liv – Bettinas første fjorten dage som ledig i maj 2022:
”Dag 1 (en søndag, den 1. maj 2022): Jeg logger ind og melder mig ledig på jobnet.dk
Dag 2: Jeg logger på min a-kasses hjemmeside, og udfylder diverse blanketter dér. Senere samme dag får jeg at vide, at det hele er godkendt, og at jeg nu starter på en ny ledighedsperiode (dvs. jeg har i princippet to år til at finde et job).
Jeg når om morgenen også at få en automail om at jeg skal huske at udfylde mit CV på jobnet inden to dage. Den slags mails gør mig altid i tvivl om, hvorvidt jeg ikke har gjort det rigtigt (for jeg opdaterede selvfølgelig mit CV dagen før, da jeg meldte mig ledig). Men som efterhånden en garvet bruger af systemet tænker jeg, at det nok er noget de skriver til alle, og de slet ikke har kigget på mit CV endnu. Det bliver senere bekræftet. Jeg når lige at tænke: Måske bliver denne ledighedsperiode ikke så slem! Haha, min naivitet…
Også dag 2 – jeg går i gang med at søge nogle af alle de mange jobs, der er i øjeblikket, og husker selvfølgelig løbende at tilføje dem til min online “joblog”, så både jobcenter og a-kasse kan se, at jeg er en god ledig borger, der gør det jeg skal.
Dag 5, torsdag i den første uge: Jeg får en sms og en mail om, at jeg skal huske at booke en aftale med jobcenteret. Jeg er lige ude, men da jeg kommer hjem, ligger der BÅDE en indkaldelse til et fysisk møde tirsdag den 10. maj OG en påmindelse om, at jeg skal booke et møde inden den 25. maj. Jeg tænker at det er en fejl, jeg skal nok ikke begge dele, men jeg VED, at man SKAL reagere på ALLE henvendelser, så jeg booker selvfølgelig også et møde den 25. maj.
Dag 6 – jeg opdaterer igen min joblog med søgte jobs.
Dag 9, om morgenen ved halvnitiden: jeg er inde på jobnet for at opdatere min joblog, og klikker rundt for at finde “Min Plan” (en obligatorisk plan for hvordan jeg skal søge jobs, som jeg tænkte måske lå der fra sidste gang jeg var ledig, det var trods alt kun i november). Der er ikke nogen, men der står at jeg har et telefonmøde med a-kassen kl. 10.40. Jeg bliver temmeligt overrasket, for de orienterer normalt en, før de booker møder.
De ringer dog ikke – men senere står der at vi HAR haft samtalen, og samtidigt dukker den gamle “Min plan” op…. Jeg synes det er ubehageligt at de skriver ting, der ikke er rigtige. Men samtidigt tænker jeg at de faktisk gør det for at spare mig for idiotiske samtaler, så jeg vælger at ignorere det.
Dag 10: Jeg er til fysisk samtale i jobcenteret. Hun lægger straks ud med at sige, at hun godt har lagt mærke til, at jeg også har booket en aftale om to uger. På en meget krinklet måde, hvor hun fuldstændigt undgår at nævne nogen kritik af jobcenterets system, forstår jeg til sidst, at hun vil slette samtalen den 25. maj. Hun siger, der så vil komme en ny indkaldelse, idet jeg skal til møde ca. en gang om måneden. Da jeg spørger om, hvornår den kommer, svarer hun bare “det klarer systemet”. Underforstået, at hun ved faktisk ikke hvordan systemet fungerer…?
Så forklarer hun, at dette er en “fælles samtale”. Det betyder, at a-kassen også er inviteret, men de har så valgt ikke at komme. “Men du har jo allerede talt med dem”, siger hun og kigger på mig. Jeg nikker med lidt ondt i maven, for det er nu ikke så fedt at lyve for jobcenteret, og det var heldigt at jeg havde opdaget ringeaftalen i min kalender dagen før, for ellers havde jeg naivt svaret nej.
Samtalen er ved at være slut, men så sprænger hun bomben: Jeg er jo i uge 21 af min ledighed, og derfor skal jeg snart i aktivering (inden uge 26). Hun kunne godt kræve en plan for det allerede i dag, men det vil hun så ikke gøre, men bare så jeg ved det. Jeg kigger undrende på hende, og siger: Jamen, jeg fik jo et brev fra a-kassen den 2. maj om at jeg er i starten af min ledighed?! (Jeg bliver temmelig desperat ved tanken om at jeg skal bruge værdifuld jobsøgningstid inden sommerferien på at søge en virksomhedspraktik, jeg i den grad ikke har brug for, eller endnu værre, at skulle på CV-skrivningskursus). Hun stirrer på sin skærm, og siger meget bestemt, at systemet siger, at jeg er i uge 21, og det er data de har fra a-kassen… Jeg siger igen, at jeg har andre data førstehånds, fra a-kassen – men jeg kan godt høre, at det tæller på ingen måde.
Da jeg kommer hjem, ringer jeg til a-kassen. Han affærdiger mig fuldstændigt, jobcenteret kan gøre lige hvad de vil, det er uden for deres kontrol. Jeg spørger ham, hvilken lovgivning der siger, at jeg både kan være i uge 21 og uge 2 af min ledighed, men det vil han ikke svare på. Jeg spørger om han ikke kan ringe til jobcenteret for at opklare misforståelsen, men det kan han bestemt ikke. Han foreslår i stedet, at jeg skriver til jobcenteret og sender dem det brev jeg har fået fra a-kassen. Så det gør jeg så. (Man får i øvrigt ikke bekræftelser på mails til jobcenteret, fordi de sendes via digital post, ligesom man ikke kan printe en bekræftelse med en dato ud).
Dag 12: Jobcenteret ringer og forklarer mig meget snørklet, at de får data fra a-kassen, og hun ved ikke hvor lang tid der går før de bliver opdateret, og hun derfor ikke ved om det kan nå at blive ændret inden min næste samtale med jobcenteret. Men nu har hun “manuelt” tilføjet en kommentar om, at jeg er i uge 2, ikke uge 21, af min ledighed, og ikke skal i virksomhedspraktik lige foreløbig.
Men hun siger det så krinklet, at jeg ikke er helt sikker på, hvad det var hun sagde, og hvad der egentlig gælder. Da jeg forsøger at udtrykke min forvirring, bliver hun meget vred, og jeg tænker, at det nok er bedst, at lade det fare for nu. Jeg får det vel på skrift senere (det gør jeg så ikke).
Få timer senere ligger der en besked fra jobcenterets system om at jeg skal booke en ny jobcenter-samtale inden den 20. maj… Jeg tænker, at det MÅ da være en fejl, for hun havde jo lige for to dage siden aflyst samtalen den 25. maj?
Så jeg ringer og taler med en medarbejder, der slår min sag op, og læser alt det den anden medarbejder lige har skrevet – så jeg ved i det mindste, at der faktisk står, jeg ikke skal i virksomhedspraktik. (Men jeg får aldrig en kopi af det selv).
Medarbejderen kan ikke svare på det med en nye indkaldelse til samtale, så hun anbefaler at ringe mandag mellem kl. 13-15 og spørge efter den medarbejder, jeg tidligere har talt med. Det giver mig stress bare at tænke på at skulle tale med hende igen, så …
Dag 16: mandag booker jeg endnu et møde med jobcenteret (nu den 24. maj, for det var den eneste tid, der var tilbage), og sender en mail til jobcenteret, om det nu kan være rigtigt, at jeg skal til samtale allerede igen. Få timer senere sender de en aflysning. (Mon jeg får en indkaldelse igen i morgen…?).
Sidst på dagen får jeg en mail fra a-kassen om, at jeg er blevet udvalgt til at være med i “a-kasseforsøget” – så jeg skal ikke til møder i jobcenteret de første 3 måneder… Jeg ville virkelig ønske, at a-kassen havde gjort det klart for to uger siden, så havde jeg været sparet for en del stressende kontakt med jobcenteret…
Men: I det mindste er jeg med til at holde jobcentermedarbejdere og dem i a-kassen i job – og det er også vigtigt, ikke mindst for dem.”