Jeg danser
Jeg bevæger mine hænder i runde, bølgende bevægelser, der forplanter sig til underarme, overarme, skuldre. Og så kommer hofter og ben med, så hele min krop udfører rullende bevægelser. Armene i vejret og ned igen til livet, så op igen og så ned. Hofter rundt og i ottetaller. På et tidspunkt lader jeg armene falde helt ned til jorden og mærker en trang til at skovle energi ind fra moder jord, helt ind i hjertet. Tårer løber lidt, så helt op med armene igen, op mod himlen, helt strakte. Mærker energien bruse gennem hele kroppen. Og så lader jeg spontant armene sænke sig langsomt igen, mens hænderne huler og samler energi ind fra oven. Musikken er fra iAwake med deres binaurale rytmer, selv om det kan jeg nu ikke mærke uden hovedtelefonerne på. Jeg har valgt en samling af genfortolkede nordiske vuggeviser, Call of the heart, som passer til min stemning.
Min nordiske fortid
Jeg er ved at læse Den Sorte Viking af Bergsveinn Birgisson, som jeg oplever genfortolker min nordiske fortid på en måde, der giver mening for mig. En tid med stærke, værdige kvinder, og mænd, der både kan kæmpe og fortælle poesi. Og hvor man værdsætter surrealistisk fortællekunst, godt spækket med ”kenninge-metaforer”, som skal vække bizarre billeder. Så vi husker de mundtlige overleveringer, der ellers ville være glemt. Skibe i form af havheste, der flyver hen over vandet. Kvinder med skæg, der binder tingene fast. Og Tor, der tømmer et uudtømmeligt drikkehorn, der viser sig at være havet. Jeg trængte til en pause efter dagens arbejde med powerpoints og regneark og emails og tidsregistrering. Og lagde mig på sengen med hovedtelefoner og lyttede til Call of the heart. Indtil trangen til at danse opstod.
Det tidløse nu
Jeg er på magisk vis klar igen og tilbage i køkkenet på 20 minutter. For jeg satte mad i ovnen med uret sat på 24 minutter, inden jeg lagde mig, og der er stadig tre minutter tilbage. Men det føles som meget længere. Sådan har jeg det som regel, når jeg er nuet, så opløses tiden. Den går i stå. Og om der er gået fem minutter eller en time, kan være svært at vide uden at se på skyggerne. Eller på uret, hvilket som regel er nemmest. Især da jeg lige nu er indenfor i min lejlighed på tredje sal i København.
Magien – livets salt
Jeg tænker på, hvordan vi har glemt magien, der er så vigtig, som livets salt. Vi lever uden salt, og prøver at drysse den på i det ydre. Som når vi læser, lytter eller ser Harry Potter, Narnia fortællingerne, Eragorn eller vampyrhistorier. Men vi har glemt at invitere magien ind i hverdagen. Ikke på en overdrevet eller uforbundet måde, som i form af numerologi eller tvangsmæssig positiv tænkning. Men på en jordbunden og lyrisk måde, der binder himmel og jord sammen. Som tillader os at lytte til vores drømme. Ikke de materielle eller de formålsdrevne drømme, men de subtile. Dem, vi drømmer om natten, og også om dagen, hvis vi tør give slip. Magi i form af poesi. I form af vikingernes surrealistiske metaforer. I form af intuitionens mærkelige påfund, hvor man tager en intuitiv chance i form af en omvej. Og den viser sig at berige en på en måde, man ikke lige kunne have forudset. Eller ikke, men uanset hvad fik man en kærkommen pause fra hverdagens klokkestreng. Så der blev plads til at sætte sindet og sjælen fri – om det bare var et øjeblik, så var det nok. Magien, der kan informere virkeligheden, og hjælpe os huske mulighederne. Så intuitionen får sin plads lige såvel som de observerbare fakta. Det er ikke enten eller, men både og. Magien er en del af vores naturlige flow.
Omveje er sjælens pauser
Men det har vi ikke bare glemt, vi har på brutal vis lukket ned for det, og stopper enhver trang til mærkelige bevægelser, forfløjne ord eller omveje. Hvornår forstår vi, at omveje er sjælens pauser? At vi skal følge kroppens trang til mærkelige bevægelser, sindets trang til at sige ord eller endda lyde, som ikke ved første udtryk giver mening. At det at gå med kaldet og flowet kan hjælpe os til at samle trådene og se tingene fra mange perspektiver på én gang – frem for vores sædvanlige enøjet fokuserende. Med magien og dansen kan vi nemt spinde et magisk tæppe, der kan flyve os lidt videre i hverdagen, på en lidt lettere måde. Vi er de mest privilegerede mennesker nogensinde, på mange måder. Men vi binder os selv inde i mentale forestillinger, der gør os syge og forhindrer os i at nå vores mål. Det er en kollektiv sindssyge, som vi alle er en del af. Nogle af os ser det meget af tiden, de fleste slet ikke, og nogle bare i glimt, der hurtigt er glemt igen.
Træk vejret, vær stille, dans
Vi kunne vælge at stoppe op og danse flere gange om dagen, i stedet for at stresse. Vi kunne lade vores magiske intuition guide os, i stedet for kun at se på nyheder, ChatGPT eller i regneark. Det kræver bare nogle minutters stilhed eller dans eller magisk udtryk, så får selv powerpoints vinger. For vi skal jo ikke kun danse eller følge intuitionen, vi skal kombinere alle vores evner og aspekter, alle vores intelligenser og typer og bevidstheder. Men vi gør det ikke. Selv om: Det er jo lige der. Inden for rækkevidde. Men vi griber armen og fører den pænt ned til siden, hvis den skulle forvilde sig ud i en bølge. Vi rømmer os i stedet for at bryde ud i sang. Og hvis ordene falder over hinanden, skynder vi os at rette ind, så vores tale lyder logisk og meningsfyldt for de tilstedeværende.
Vi stopper os selv og hinanden
Jeg gik engang forbi en chefs åbne dør, og da vi fik øjenkontakt, slog jeg en bølgende bevægelse med armene, som om jeg baskede med vingerne, og han sprang op og løb efter mig: hvad fejrer vi! Hvad er der sket! Ingenting, svarede jeg med et smil, jeg fik bare lyst til at baske! Og så gik jeg videre ned ad gangen. Men han troede ikke på mig, og ødelagde det smukke øjeblik, vi havde delt der i øjenkontakten. Fordi han ønskede at tiltvinge det en mening, det slet ikke kunne bære? Måske fordi det vækkede en længsel i ham? Måske var der noget, der trængte til at blive sat fri i ham, noget der også ville baske med vingerne?
En vågen drøm om lænker
Det minder mig om en vågen drøm, jeg havde under en terapisession engang for 20 år siden. Jeg prøvede EMDR-terapi af hen over en sommer, ca. 6-8 sessioner ved en psykolog på Christianshavn. EMDR ved man i dag kan hjælpe især krigsveteraner og andre mennesker, der har oplevet traumer som voksne, til at blive hele igen. Dengang var jeg bare desperat og nysgerrig, og prøvede alt muligt. Undervejs i processen, mens jeg bevæger øjnene fra side til side, og hvad jeg ellers skulle, ser jeg pludselig et billede af mig selv liggende på bunden af et svømmebassin. Sådan et almindeligt lille et, mindre end dem vi lærte at svømme i som børn, tre meter dybt og måske 15-20 meter langt, 5 meter bredt.
Jeg er lænket, og kan ikke komme op. Jeg kigger op gennem det klare, blålige vand, og kan se alle mine venner og min familie stå oppe langs kanten af bassinet og gøre tegn til, at jeg skal komme op til dem. Jeg bliver irriteret og desperat over, at de da ikke kan se, at jeg er lænket! Jeg kan ikke komme op! Jeg rykker gnavent og demonstrativt i de store tunge lænker. Og opdager så, at de slet ikke binder mig. Jeg kan sagtens komme op. Et langt øjeblik overvejer jeg at lade, som om jeg stadig er lænket, og blive på bunden…! Åbenbart er skammen over at tro, jeg er lænket, og at jeg har befundet mig på bunden så længe uden grund, større end ønsket om at være fri? Det er jo PINLIGT at svømme op uden problemer, når nu alle undtagen jeg åbenbart kunne se, at det kunne jeg sagtens… Logisk set giver det jo bare ingen mening – alle kunne jo netop se, at jeg var fri, undtagen mig.
Det er ikke logikken, der råder
Men sådan er det jo med menneskesindet, det er ikke logikken, der råder. Selv om vi har bildt os netop det ind, både individuelt og kollektivt. Jeg endte med at svømme op, og folk tog glade imod mig, der var ingen bebrejdelser eller skyld og skam. Så den lille skærsild var ovre på få sekunder. Tænk hvis jeg var blevet på bunden for at undgå at mærke en kortvarig smerte! Og jeg har tit tænkt på det øjeblik som definerende. Ikke bare for mig, men som et symbol på, hvad alle mennesker, der skammer sig over noget, går igennem. Jeg er overbevist om, at det var derfor min mor fortsatte med at drikke, i stedet for at få hjælp til at holde op. Og jeg ser det igen og igen hos politikere og ledere, der ikke vil se deres svage sider i øjnene – godt hjulpet af et bebrejdende og udskammende samfund, hvor folk ikke har lov til at forandre sig. Måske også fordi vi er virkelig dårlige til at tage ansvar for vores handlinger, at sige undskyld og af hjertet forsøge at forandre os?
Jeg insisterer på at lade magien råde
Det er nok også disse lænker, jeg minder mig selv om, jeg ikke er bundet af, når jeg danser, og når jeg lade magien råde. Det er også derfor, der indimellem kommer tårer, fordi jeg så meget af tiden tillader mig selv at leve et arbejdsliv, hvor jeg er omgivet af folk i forestillede lænker, så kreativiteten dør, og stressen råder. Det er nemlig meget svært at bære al magien og kreativiteten alene uden hjælp fra de andre. Min største drøm er, at de også vågner op, svømmer op til overfladen fra bunden af bassinet. Lader deres imaginære lænker ligge, så vi kan arbejde sammen i et meningsfuldt flow fuld af dans, magi og fakta. Men indtil da danser jeg både derhjemme og på jobbet, er stille, bryder ud i sang og forsøger at tillade mig selv at udtrykke det, der banker på. Ikke for vildt, ret stille og behersket og i korte udbrud, i hvert fald på jobbet. Velvidende, at det ville blive så meget større og samskabende, hvis vi gjorde det sammen. Men det skal ikke begrænse mig.