Integral teori

Integral teori er egentlig ikke en teori, men en måde at beskrive verden på. Den kaldes også ”Teorien om alting”, efter bogen af samme navn af Ken Wilber. Han er akademiker og filosof, såvel som spirituelt interesseret, blandt andet har han mediteret i over 30 år, og har studeret og praktiseret elementer fra flere af verdens religioner og spirituelle retninger, herunder buddhismen. Han er som person kontroversiel, både fordi han interesserer sig for utallige områder, og derfor går mange specialister i bedene – men også fordi han er debattør og provokatør, og i årevis har forsøgt at råbe menneskeheden op for at få dem (os) til at forstå vigtigheden af hans teorier.

Du kan google ham, hvis du vil vide mere, der er også masser af youtube-videoer… men for mig er Ken Wilber som person ikke vigtig – det er integral teori derimod. Jeg læste min første bog om integral teori så sent som i 2013, meget modstræbende, efter bevidst at have undgået det i årevis. De mennesker, der anbefalede Ken Wilber, var typisk ”oppe i deres hoveder” (oplevede jeg), og talte et underligt sprog jeg ikke forstod, der på ingen måde fik mig til at ønske at læse mere.

Men da jeg endelig henover sommeren 2013 læste ”Integral Life Practice” (på dansk: Integral livspraksis) af Ken Wilber, Terry Patten, et al, sad jeg og nikkede hele vejen igennem. De beskrev præcis den måde at leve på, jeg selv har stykket sammen gennem års søgen og eksperimenteren. De satte simpelthen ord på det, jeg allerede gjorde. Og gav videnskabelige begrundelser og baggrunde for, hvorfor det jeg gør, virker (hvilket jeg jo allerede vidste, altså at det virkede – men det var rart at se det bekræftet af andre, idet jeg kendte mange, der var enige i delelementer, men stort set ingen, der praktiserede det hele ligesom mig selv).

Og det var i virkeligheden noget af det vigtigste ved at læse bogen: Den satte ord på noget jeg allerede vidste, og forsikrede mig dermed om, at jeg ikke er alene om at opfatte verden på den måde. Jeg var ”hooked” og læste flere integralt inspirerede bøger, af både Ken Wilber og andre forfattere. Ligesom jeg i slutningen af 2014 meldte mig til et 10 ugers online kursus hos Sacred Media, hvor Ken Wilber blev interviewet om de forskellige elementer af teorien, og ligeledes svarede på spørgsmål hver uge. Her startede jeg en skype-gruppe, hvor ca. 10-15 personer mødtes på tværs af nationer for at drøfte hver uges tema igennem et halvt års tid. Ligesom jeg i januar 2015 startede en fysisk gruppe i København, der mødtes ca. 10 gange det år, igen for at få de integrale begreber drøftet og afprøvet i praksis.

Mit mål med at studere og praktisere var at få teorien mere ind under huden, fordi jeg virkelig kunne se, hvordan den kan bruges til at forbedre alle livets forhold: både de personlige (dvs. relationer til mig selv, min familie og venner), men også på arbejdspladsen og i andre organisationer, inklusiv skoler, foreninger og i politik, såvel som i samarbejdet mellem nationer. Kort sagt: overalt.

Jeg oplevede desuden, at selv om jeg intuitivt allerede levede efter principperne, og tankegangen om integral teori ikke var mig fremmed – så gjorde det mig mere handlingsparat at have et sprog for det. Lidt ligesom, at vi allerede kan tale sproget før vi kommer i skole og lærer at læse det. Men når vi så kan læse og skrive og får udvidet vores ordforråd, så eksploderer anvendelsesmulighederne og forståelsen mange gange.

Og jeg kunne se, at mange andre havde det på samme måde. Læger udgav bøger om ”Integral sundhed”, lærere holdt kurser om ”Integral uddannelse”, og i 2014 udgav en tidligere McKinsey-konsulent, Frederic Laloux, så en bog om integral ”business”, eller Fremtidens organisationer (”Reinventing Organizations”). Da jeg læste den, var jeg for at sige det ærligt, rørt til tårer. Igen oplevede jeg, at forfatteren satte ord på mine egne oplevelser på nutidens arbejdspladser, stress, fragmentering, ineffektivitet og spild. Og kom med konkrete eksempler på virksomheder og selvejende organisationer i Europa og USA, der uafhængigt af hinanden har fundet en mere holistisk og menneskelig måde at fungere på. Det, de har til fælles, er nok tre ting: De lader sig dagligt lede af et ”evolutionært formål” som er større end dem selv og som hele tiden udvikler sig, de tager udgangspunkt i ”helhed” og positive værdier baseret på gensidig tillid, ligesom de har afskaffet det traditionelle ledelsesmæssige hierarki, og i stedet bruger en flad struktur med selvledende teams.

Jeg håber jeg nu har gjort dig nysgerrig på hvad den integrale teori egentlig går ud på! Det bliver lidt teknisk, men hold ud, for det er vigtigt – og det du ikke fanger i første omgang, skal nok sive ind hvis du fortsætter med at studere emnet…

Integral teori – fem elementer

Integral teori er fremkommet ved, at Ken Wilber undrede sig over de mange diskussioner og konflikter vi ser både i den akademiske verden og i den sociale og politiske. Han synes at kunne se, at folk nemt gravede sig ned i skyttegrave, og var i modsætning til hinanden. Ude af stand til at se hinandens perspektiver, så de ikke kunne samarbejde og finde løsninger. Han syntes umiddelbart, at de synspunkter folk hver især udtrykte, hverken kunne være 100 % sande eller 100% falske, men altid måtte udgøre en delvis sandhed. Og hvis vi var bedre til at se, hvilket perspektiv et givent synspunkt kom fra – så ville det være nemmere at se, at synspunkterne ofte ikke er modsætninger, men snarere skal ses som supplerende hinanden. At vi snarere burde samle så mange perspektiver ind som muligt, og være nysgerrige på nye måder at se verden på – frem for at bekæmpe hinandens sandheder.

Lidt ligesom en cylinder betragtet af to personer fra hver sin vinkel: Hvis den ene person ser cylinderen fra enden: Så ligner den en cirkel, og hvis den anden person ser den fra siden, så ligner den en firkant. Og hvis de hver især ikke kan skifte perspektiv, så vil de for evigt diskutere med hinanden, om det de kigger på er en cirkel eller en firkant… Indtil en tredje person en dag kommer forbi med et videokamera og kan bevise for dem, at ingen af dem har ret, og at de begge har ret: Det er både en cirkel, en firkant og noget mere, nemlig en cylinder.

Eller ligesom den gamle historie om de blinde mænd, der fik mulighed for at studere en mærkelig skabning, de aldrig havde mødt før: En elefant. Én sagde ”Det er en slange! ” (for han kunne mærke halen), en anden sagde: ”nej, det er en væg! ” (for han kunne mærke siden), en tredje sagde: ”Nej, det er en søjle! ” (for han kunne mærke benet). Osv. Pointen var, at de alle havde ret og ingen havde ret. De kunne hver især kun se en del af perspektivet.

Ken Wilber satte sig ind i en kæmpe mængde research og forskning inden for alle mulige videnskabelige og erfaringsmæssige retninger – som han forsøgte at samle i grupper, han synes hørte sammen. Det blev til fire allerede kendte kategorier, og én han selv fandt på (nemlig kvadranterne). Indvævet i alle fem kategorier er ideerne om ”Krop, Sind, Ånd og Skygge” – essentielle at praktisere dagligt ifølge integral livspraksis.

Integral teori består dermed af disse fem hovedkategorier, i vilkårlig rækkefølge – alle lige vigtige og nødvendige for at beskrive en given helhed:

Linjer:

Som inden for den menneskelige udvikling udgøres af de mange intelligenser. Dvs. forskellige hovedområder, vi kan udvikle, og blive mere kompetente indenfor. Den vigtigste intelligens for vores fortsatte udvikling er den kognitive intelligens, som Wilber definerer som evnen til at forstå og tage mange perspektiver (ikke at forveksle med den logiske intelligens, eller IQ, som er en anden intelligens). Andre vigtige intelligenser kan være evnen til at mærke og kende sig selv (intrapersonel intelligens), evnen til at forstå og kommunikere med andre (interpersonel intelligens), evnen til at sætte handling bag ordene (viljestyrke) og evnen til at bruge sin krop (kinæstetisk intelligens). Man kan sagtens lade sig inspirere af Howard Gardeners beskrivelse af de mange intelligenser, selv om Wilber tilføjer flere, og også fortolker nogle af Gardeners lidt anderledes. Du kan se hvordan jeg bruger intelligenserne i en konkret integral refleksion et andet sted på denne hjemmeside.

Udviklingsniveauer:

Sociologer, psykologer og andet godtfolk har undersøgt menneskets udvikling, og er rimeligt enige om, at vi både som individer og som kulturer og samfund udvikler os i spring, der ligner hinanden til forveksling. Vi starter med at kæmpe for overlevelse, så udvikler vi vores ego og personlige magtstruktur, derefter søger vi at indrette os under den gruppe vi hører til, så vi ikke bliver udstødt. Så kigger vi ud af, og bliver mere interesserede i generelt accepterede fakta på tværs af samfund og nationer, og derefter begynder vi at synes, at alle mennesker er skabt lige og bør have lige muligheder (det er her menneskerettighederne udspringer fra). Og slutteligt søger vi at leve i forening mellem materialisme og spiritualitet, i en ny og højere form for enhed, hvorfra vi kan hente større og mere bæredygtig visdom. Et helt og velfungerende voksent menneske vil have en balance mellem alle niveauerne, sådan at alle de gode kvaliteter fra de foregående niveauer er tilgængelige resten af livet, så snart det næste niveau er opnået. Alle mennesker har blokeringer undervejs i niveauerne, som kan skabe udfordringer som afhængigheder, allergier, problematiske relationer, sygdomme, osv. Det vil derfor være vigtigt at lære sig selv at kende, og se hvor man har blokeringer og skygger, som man bør arbejde med, så de ikke skaber problemer hverken for én selv eller andre. Der er her mange konflikter opstår, både fordi hvert udviklingsniveau har forskellige værdier, men også fordi de færreste er særligt bevidste om egne blokeringer og skygger (men derimod ofte fint bevidste om de andres!). Det vil også være sådan, at de førnævnte intelligenser kan være udviklet på forskellige niveauer – sådan at en person, der har en blokering i et af de tidlige udviklingsniveauer godt kan være højt udviklet kognitivt, men lavt følelsesmæssigt, eller omvendt. Wilber tegner nogle gange ”psykografer”, med intelligenserne vist på den vandrette akse og udviklingsniveauerne vist på den lodrette. Hvert menneske vil på et givet tidspunkt i livet have sin unikke version af psykografen. Den gode nyhed er, at vi kan udvikle os, den dårlige er, at det ikke er alle der gør det. Du kan se hvordan jeg bruger udviklingsniveauer i en konkret integral refleksion et andet sted på denne hjemmeside.

Kvadranter:

Udgør fire vigtige perspektiver, som ikke kan adskilles, men altid sameksisterer:

Det indre, individuelle perspektiv ”jeg”, 1. person. Det jeg mærker og oplever inden i, som andre ikke kan se. Jeg kan selv være mere eller mindre bevidst om det.
Det indre, kollektive perspektiv ”vi”, 2. person. Det vi mærker og oplever, som er fælles, såsom vores sprog, vores værdier, og vores kultur. Vi er ikke nødvendigvis bevidste om det, men kan blive det mere og mere, hvis vi øver os, sammen og hver for sig
Det ydre, individuelle perspektiv ”det”, 3. person. Det i og omkring mig der kan måles og vejes og observeres – såsom min ydre krop, og tilstande inden i min krop, som blodtryk, vitaminniveau eller hjernebølger. Men også min adfærd og observerbare udtryk for mine kompetencer.
Det ydre, kollektive perspektiv ”dets”, 3. person. De systemer og organisationer, jeg indgår i, såsom politiske, pengemæssige, uddannelsesmæssige, logistiske, osv.

Vi har som regel præference for eet eller måske to af perspektiverne, og ser dermed kun en del af sandheden. Det vigtige er at blive opmærksom på dem alle fire, i alle situationer. Intet opstår uafhængigt, alle fire perspektiver hænger sammen.

Så hvis jeg for eksempel er en pirat i 1600-tallet og får skørbug, så opstår det som en samlet effekt af:

den kost jeg spiser (”det”)
min egen opfattelse af hvilken kost der er vigtig, ”grøntsager er for tøsedrenge”, men også det jeg tænker om symptomerne, ”jeg er besat af en ond ånd og dør nok snart” (”jeg”)
den kost der er til rådighed i samfundet / på skibet såvel som den viden der er tilgængelig om både forebyggelse og helbredelse af denne sygdom (”dets”)
samt det værdisæt og sprog mine nærmeste har om mine symptomer, og den kulturelle støtte og hjælp jeg kan, eller ikke kan få, fra min familie eller medpirater (”vi”).

Hvis vi kun fokuserer på eet perspektiv, fravælger vi konsekvent en del af sandheden. Fuldstændigt som hvis vi insisterer på at reducere en cylinder til en cirkel eller en firkant. Kunsten er at øve os i at se alle fire perspektiver som sameksisterende og gensidigt påvirkende hele tiden. Du kan se hvordan jeg bruger kvadranterne i en integral refleksion et andet sted på denne hjemmeside.

Typer:

Som mennesker kan vi opdeles i mange forskellige typer, maskulin / feminin, introvert / ekstrovert, sansende / følende, intuitiv / logisk, de ni enneagramtyper, osv.osv. Samfund kan opdeles i diktaturer og demokratier, organisationer i profit / non-profit, projekter i drift eller udvikling, osv.. Pointen er, at der findes utallige forskellige typer, der påvirker hvordan vi bør gribe en situation an. Vi kan udtale os generelt og ”alt andet lige”, men for at ramme plet, må vi altid justere efter den givne situation. Det tager vi os ofte ikke tid til, og resultatet bliver derefter. Du kan se hvordan jeg bruger typerne i en integral refleksion et andet sted på denne hjemmeside.

Tilstande:

Et menneske bevæger sig hvert døgn mellem forskellige bevidsthedstilstande: Vågen og sovende, og den sovende tilstand veksler mellem drømmende og ikke drømmende. Hvis man mediterer, kan man bevæge sig mellem endnu flere tilstande. En bil kan bevæge sig mellem tilstande som ”tændt” eller ”slukket” eller ”kørende fremad”,” bakkende” eller ”parkeret”, mens et projekt måske kan være ”på vej”, ”i gang” eller ”afsluttet”. Igen er det vigtigt at være bevidst om, hvilken tilstand man er i, og hvordan man eventuelt bevidst kan skifte tilstand, hvis det viser sig nødvendigt. Du kan se hvordan jeg bruger tilstande i en integral refleksion et andet sted på denne hjemmeside.

Hvad kan man så bruge det til? Hvis man accepterer teoriens præmis om, at disse fem kategorier kan beskrive alt i hele verden… så betyder det jo også, at hvis man altid forsøger at finde løsninger, der tager højde for alle fem kategorier – så har man ikke overset noget. Og dermed vil man ikke støde på den problematik, mange af vores forsøg på at løse problemer oplever: Nemlig, at ”noget” går galt, og man forstår ikke helt hvad det var. Hvis man inddrager de integrale elementer i sin ”tjekliste” og metode, inklusiv kvalitetssikring af produktet – så er der meget større chance for succes. Tager det mere tid og er det mere kompliceret? Ja, det vil jeg tro. Sparer man tid i sidste ende? Ja, det vil være min påstand. Men også min erfaring. Lad mig komme med et eksempel.

En anden måde at beskrive det på…

Jeg har efter en morgenmeditation i juni 2017 fået inspirationen til at beskrive den integrale teori i billeder, som en slags infografik eller måske endda lidt tegneserieagtig nogen steder… Den kommer her, dog på engelsk 🙂