Lidt kontekst – #DanmarkSkifter:

deres hjemmeside står der: ”Danmark Skifter er en national kampagne, hvor tusindvis af danskere tager kontrollen tilbage over deres digitale liv – ved at skifte fokusvaner og platform. Vi kører fra 1. januar til 20. marts 2026. Det starter med digitale nytårsforsæt i januar og kulminerer med Skiftedagen den 20. marts, hvor hele Danmark skifter i fællesskab.” Videre står der: ”At skifte fokus handler om at blive klogere. Det handler om at starte samtalerne om vores digitale liv. Hvor meget fylder tech i hverdagen? Hvilke normer vil vi gerne ændre?” og ”At skifte vaner handler om at bryde de mønstre, der holder os fast. 68 % af danskerne vil gerne skære ned på deres skærmforbrug. Men det er svært at gøre alene, netop fordi platfor­me­ne er designet til at gøre det svært”. Samt ”At skifte platform handler om at vælge alternativer til Big Tech. De store amerikanske platforme er designet til at fastholde din opmærksomhed, høste dine data og sælge annoncer”.

Lidt om min egen rejse og erfaringer (læs mere under links nederst):

Jeg har været parat til at skifte i årevis, og har også gjort det løbende. Men brug af sociale medier er en af de oplagte teknologier, der er svære at ændre alene. En anden er, når man arbejder sammen om filer. Hvis jeg eksempelvis korrekturlæser et tekstdokument, der er skrevet i Microsoft Word, og jeg retter det i LibreOffice Writer – så risikerer jeg, at typografier og layout ændrer sig, og at vi ikke ser helt det samme.

På den store samfundsklinge betyder det også noget, om der er mere diversitet i teknologiudvalget. I dag er det for eksempelvis sådan, at når man udvikler apps til det offentlige, som eksempelvis MitID, så behøver man ikke at udvikle dem til alle de platforme, der findes. Man har sat grænsen til 2%. Dvs. hvis 98% af Danmark bruger Google eller Apple (som det er tilfældet i dag), så behøver udviklerne ikke at inkludere os andre. Det betyder, at os, der går forrest, og forsøger at vælge teknologi, der har et større fællesskabsfokus, eller som i det mindste forsøger at overholde EU’s lovgivning som eksempelvis GDPR (som Google smart phones ikke gør) – ja, vi bliver nogle gange holdt uden for. Et eksempel er MobilePay, og når man klager, får man bare et afvisende standardsvar tilbage. Jeg har derfor den 24/1-26 klaget til det norske Finanstilsyn, som MobilePay hører under. Jeg afventer fortsat svar. Hvis du vil læse klagen, har jeg lagt et link nederst. Du er velkommen til at lade dig inspirere og genbruge, og sende din egen klage!

Mit bidrag:

Derfor blev jeg også glad for at se initiativet #DanmarkSkifter! Og jeg håber virkelig, at en masse mennesker vil byde lejligheden velkommen til at ændre teknologivaner! Jeg prøver at hjælpe til det, hvor jeg kan, både ved at dele min egen rejse og ved at komme med konkrete forslag til, hvilke programmer, man kan skifte til (se også links nederst). Men også ved at dele min viden om, hvordan man ændrer vaner, når det er svært. Det var faktisk det, jeg i sin tid dedikerede hele denne hjemmeside til, integral-lifestyle.dk. Mit fokus var vane­skift henimod at bruge mere af os selv, både krop, sjæl og ånd, i en større synergi. At få det indre og det ydre, og det individuelle og det kollektive til at samskabe mere. Samt at afdække vores skygger og integrere vores traumer.

Den teknologi, der i dagens Danmark har vundet kapløbet, har desværre forført os med sin smidige funktionalitet og sin afhængighedsskabende adfærd. Så det kræver bevidsthed og motivation at vriste sig løs.

Guided meditation:

Derfor har jeg indtalt denne 11 minutter guide til at finde din egen motivation for skiftet. Det er en slags meditation, og for ikke at gøre den for lang, antog jeg, at du nok godt kunne meditere lidt i forvejen.

Men: Hvis det ikke er tilfældet, kan du eventuelt starte med denne 8 minutters meditation, som også guider dig til af slappe af i kroppen og få stilnet sindet.

Hvis det går lidt for hurtigt nogle steder, kan du jo sætte lydfilen på pause og sætte den i gang igen, når du er klar. Rom blev ikke bygget på en dag, så giv dig selv god tid! Og klap dig selv på ryggen over, at du gør forsøget! Never give up 🙂

Yderligere links:

– Bettinas forslag til Big Tech alternativer: https://www.integral-lifestyle.dk/wp-content/uploads/2026/02/20260204-Bettinas-alternativ-tech-liste.pdf

– Bettinas “alternativ tech” rejse: https://www.integral-lifestyle.dk/wp-content/uploads/2026/01/Bettinas-linux-rejse-paa-dansk-20260130.pdf

– Bettinas klage til Finanstilsynet over MobilePay: https://www.hartmannconsulting.dk/wp-content/uploads/2026/01/20260124-klage-til-Finanstilsynet-over-Mobilepay-Bettina-Hartmann_DA_Bedit.pdf