En daglig praksis

Retreatet viste mig værdien af at få mediteret intensivt og hver dag. Så et frø var sået: Jeg kunne godt tænke mig at arbejde hen imod en daglig praksis. Men jeg ville ikke forcere noget – var bange for at fejle, og helt give op. Så jeg ville fortsætte med at gøre det i mit eget legende tempo.

Første skridt var at lægge min praksis om, så jeg primært mediterede om morgenen – jeg kunne godt mærke, at det var meget mere virkningsfuldt. Jeg begyndte at komme i BK mindst en gang om ugen om morgenen, PLUS en gang om ugen om aftenen – fordi jeg havde brug for støtten fra en gruppe. Jeg længtes efter den oplevelse det var at meditere sammen med andre – kunne endnu ikke skabe den selv.

Og så brugte jeg BK’s vejledte meditationskommentarer til at hjælpe mig derhjemme, så jeg blev mindet om deres energi, når jeg mediterede. De varede ca. 10-12 minutter, så det var den længde jeg mediterede flere år, indtil jeg gradvist fik lyst til at meditere mere også derhjemme.

Da jeg var nået frem til efteråret 2004, mediterede jeg hver dag, fordi jeg følte mig tiltrukket af det, og fordi jeg kunne mærke, hvor meget bedre det gjorde resten af min dag at starte dagen med meditation. Og det har jeg gjort siden. Nogle gange mediterer jeg 30 minutter, nogle gange 5 minutter. Jeg bruger også BK’s teknik med “trafikkontrol” i løbet af dagen: Når jeg går ned ad gangen på arbejdet, venter for rødt lys, eller fylder vand i tekoppen – så giver jeg lige slip på tankerne, vender tilbage til nuet og forbinder mig til noget større. Total nulstilling. Når jeg ca. 30-60 sekunder senere vender tilbage, sætter det hvad jeg lige var i gang med ind i et større perspektiv, og jeg kan nemt rette ind. Så jeg mere og mere handler efter mine indre værdier. I min fortsætte søgen efter at harmonisere mit indre og mit ydre liv.

 

Integral meditation

Gennem årene har jeg været i en del meditationsgrupper såvel som andre typer sammenhænge, der benyttede sig intensivt af meditation. Jeg har derfor regelmæssigt praktiseret forskellige typer meditation. Jeg vil ikke gennemgå dem alle, men blot give nogle eksempler.

Raja Yoga hos Brahma Kumaris vil jeg kalde en 2. persons type meditation. Her tænker man på sig selv som en sjæl, sanser ind i fornemmelsen af at være en fredfyldt, glad, kærlig og vis sjæl, et punkt af lys, ubegrænset af sin krop. Som forener sig med den højeste sjæl, der “bor” et sted uden for den fysiske verden. På den måde er det en fantastisk type meditation, hvis man gerne vil opleve ren uforfalsket glæde og lethed. Pure bliss. I en periode, hvor jeg var ked af det og deprimeret, ville jeg føle det som om jeg gik rundt under en gråsort sky det meste af tiden. Men når jeg gik ind på meditationscenteret og satte mig til at meditere, var skyen væk. Jeg var bare ren lykke. Når jeg trådte ud på gaden igen, kom skyen tilbage. Jeg undrede mig på det tidspunkt over, at jeg kun var ked af det uden for centeret – men var meget taknemmelig over, at jeg i det mindste havde fundet et sted, hvor jeg havde “helle”. Først senere gik det op for mig, at det havde med overbevisninger og identifikation at gøre, og både depression og lyksalighed begge dele er tilstande. Og det hjalp mig til at slippe identifikationen og mere være med det der er.

I en anden af meditationsgrupperne, inspireret af buddhismen, startede vi vores meditationer med at scanne kroppen. Vi ville mentalt observere og mærke en kropsdel ad gangen. Først hvile vores bevidsthed i venstre fod og skabe kontakt med den. Registrere hvad der var af kropsfornemmelser i venstre fod. Sammentrækninger, udvidelser, varme, kulde, osv. Vi ville notere os om der var “døde” punkter, vi ikke kunne få kontakt til, eller om vi godt kunne mærke liv i hele kropsdelen. Og dermed gå videre til anklen og til underbenet, etc., til vi havde scannet hele kroppen. Det vil jeg mene er en 1. persons type meditation, hvor vi er det neutrale vidne, der observerer vores oplevelse.

Når vi så havde scannet hele kroppen, ville vi rumme alle dele på én gang. Herved vil jeg mene sker en 3. persons meditation, hvor vi forener os med kroppen og oplevelsen af kroppen. Det kunne sagtens betyde, at energien udvidede sig yderligere, så man pludselig følte sig forenet med hele rummet eller endda med hele universet. Også det kan føles som lyksalighed, så nogle gange har jeg tænkt, at det var forskellige veje til samme oplevelse. Og samtidigt er hver oplevelse unik og forskellig, og det er vigtigt med meditation, at man ikke vil noget bestemt med det. Så der kan også være stilhed, tomhed, mv., ja, endda tanker og rastløshed.

Når jeg så nogle af vennerne på de meditationscentre, jeg kom på, være meget dedikerede til én meditationspraksis, kunne jeg godt blive i tvivl om, hvorvidt jeg gjorde det rigtige ved at meditere på så mange forskellige måder. Var det bare en flugt? Var jeg ikke i stand til at overgive mig til én praksis, og holde mig til den? Og samtidigt føltes det bare så rigtigt at flexe mellem de forskellige metoder. Jeg oplevede dels at de gav mig noget forskelligt. Og dels at mit sind blev mere fleksibelt af det. Jeg var ikke så tilknyttet til, om det skulle foregå på den ene eller anden måde. Og at praktisere “detachment” var jo en god ting, uanset hvilket meditationscenter jeg var i…

Jeg er kommet i Phendeling og Brahma Kumaris i lige lang tid (siden sommeren 2003), og har flere gange tænkt, at Phendeling stimulerede min maskuline og logiske sans, mens BK appellerede til min feminine og intuitive sans. Ingen af dem stimulerer imidlertid kroppen, så derfor har jeg desuden søgt andre græsgange, såsom udviklingsgrupper med Grethe Rosenkvist (se senere), og andre.

Da jeg i 2013 læste bogen Integral Life Practice for første gang, og fik sat en begrebsramme rundt om de metoder jeg benytter mig af (eksempelvis “The 3 Faces of Spirit”), blev jeg virkelig lettet! Jeg følte mig mødt og forstået i mit intuitive valg af praksis. Hvor de fleste af meditationscentrene og meditationslærerne havde været mere eller mindre fokuserede på én vej, og derfor ikke umiddelbart kunne forstå eller støtte op om min flerdimensionelle praksis. Så var der her en forklaring på, hvorfor det jeg gjorde, alligevel gav mening. Det satte noget på plads for mig, og cementerede endnu en gang min tro på min intuition. Mit indre kompas blev valideret…

Jeg synes det er vigtigt at understrege, at det IKKE at overgive mig til en bestemt spirituel vej giver mig et stort ansvar! Det er vigtigt at kigge indad og undersøge, om jeg skifter praksis for at undgå noget, eller om det sker af mere hensigtsmæssige årsager. I Danmark har vi det typisk temmeligt svært med at overgive os til en “guru”, uanset om det er en præst, en lama, eller hvad det nu er. Vi er bange for “sekter”, og værdsætter vores individualitet højt. Det kan være prisværdigt nok, men skyggen i det kan være, at vi ikke tør hengive os og overgive os, i angst for at slippe kontrollen. Så jeg har ofte øvet mig i at overgive mig til “mærkelige” ritualer og praksisser, fordi det at overgive sig i sig selv er et essentielt element i spirituel praksis. Men hvis noget decideret er imod mine værdier eller føles som et overgreb, gør jeg det naturligvis ikke. Jeg synes bare det er vigtigt at pointere, at overgivelse i form af forening og “communion” med noget større end én selv, er essentielt. I vores kontrolfikserede del af verden, ikke mindst…

 

Krop og kost

Jeg har altid godt kunne lide at krybe sammen i et hjørne af sofaen og læse en god bog eller se en god film. Jeg er nok hvad man kalder “kropsdoven”… Absolut ikke doven, for jeg er handlekraftig og får tingene fra hånden! Men helst siddende, eller i et behageligt fysisk tempo, der ikke udmatter mig. Jeg har det naturligt godt med en god rytme, hvor jeg går i seng før midnat, tidligere hvis jeg skal på arbejde næste dag, får en god nats søvn på mindst syv timer, og overholder mine spisetider.

Min udfordring har været at træne på en måde, der styrkede hhv. udspændte min krop, uden at jeg blev udmattet og følte mig stresset. Jeg har haft en “svag” ryg fra jeg var teenager, men udelukkende fordi jeg ikke rigtigt brugte min krop. Så gradvist over mange år har jeg fundet en rytme, hvor jeg dyrker 10-15 minutters dynamisk yoga hver morgen (de fem tibetanere), og går og cykler så meget som muligt (jeg har ikke bil). For nyligt er jeg også gået i gang med at styrketræne en smule, og jeg kan mærke at mine svage kropsdele slet ikke er så svage mere… På mange måder er jeg i bedre fysisk form end jeg var for 20 år siden!

Angående kost har det været noget af et mareridt, for jo mere jeg forsøgte at overholde Sundhedsstyrelsens kostpyramide, jo mere sukkertrang fik jeg. Der gik desværre temmelig mange år, før jeg i 2012 endelig fandt en læge, der vidste hvad der var galt: Jeg har insulinresistens, så jeg skal ikke spise efter den traditionelle kostpyramide, men derimod undgå de fleste af de basisfødevarer, der foreslås der. Så begyndte jeg heldigvis at få det meget bedre! Men det er stadig et område, jeg arbejder med.

 

Skyggearbejde

Efter den autodidakte “psykiske healer” synes jeg, jeg ville prøve en “rigtig” psykolog, altså sådan én med en fin uddannelse fra et universitet… Ja, I kan nok høre hvordan det gik. Altså, jeg har stor respekt for psykologer, der er gode terapeuter – men det jeg ikke vidste dengang var, at fordi man er uddannet psykolog, behøver man IKKE at have træning i at udføre samtaler med patienter. At blive psykolog er en akademisk uddannelse, ikke nødvendigvis en praktisk. Så psykologen skal specifikt tilvælge uddannelse og træning i at udføre samtaleterapi – men behøver ikke at fortælle klienten, hvorvidt de har gjort det. Man kan altså godt praktisere som psykolog på baggrund af at have læst en bog… hvis jeg skal være lidt firkantet. Så kan jeg bedre forstå, at jeg alt andet lige har haft bedre erfaring med psykoterapeuter og healere, end med psykologer, ud fra min egen meget begrænsede og naturligvis helt uvidenskabelige undersøgelse.

Og naturligvis er alle terapeuter mennesker med skygger på den ene eller anden måde. Så i sidste ende skal man helst være så psykisk selvberoende, at man ikke gør sig afhængig af sin terapeut, og giver dem for meget autoritet – hvilket er lidt af en selvmodsigelse, fordi man som regel henvender sig til en terapeut, når man virkelig har brug for hjælp! Nå, så fik jeg læsset den kæphest af… Jeg har ikke nogen løsning på dette problem, men synes det bør gøres mere synligt – ikke mindst af alverdens terapeuter?

Jeg gik faktisk hos psykologen i flere måneder, fordi der var nogle ting, jeg havde brug for at få vendt, og jeg synes egentlig at hun rationelt set havde nogle gode pointer. Så selv om hun hver anden gang aflyste vores aftaler, fordi de rigtigt syge var vigtigere end mig (hendes ord), og selv om hjertekontakt ikke var hendes stærke side (i modsætning til healeren), så forsøgte jeg ufortrødent at arbejde med de opgaver hun gav mig. Det var mit første bekendtskab med skyggearbejde, og at integrere skygger. I dette tilfælde at komme i kontakt med mit indre barn, og at integrere sider herfra.

En meget vigtig praksis, som kan gribes an på flere måder. Og som med alt skyggearbejde først og fremmest kræver, at man kan åbne hjertet og møde sig selv med stor omsorg – for ellers er det alt for nemt at føje skyld til skam over de skygger, man får øje på. Og det var faktisk primært den lære jeg uddrog af “samarbejdet” med psykologen. Da jeg for jeg ved ikke hvilken gang gik grædende derfra, og følte mig som en idiot, fordi hun fik mig til at føle mig lille og utilstrækkelig og ikke mindst uretfærdigt behandlet… slog det mig, at det var faktisk ikke sådan det burde være. Jeg betalte faktisk for at komme der, og det var urimeligt at hendes metode inkluderede, at jeg følte (yderligere) skam over den jeg var. Jeg satte pludselig endnu mere pris på healeren, der havde gjort meget ud af at lære mig kontakt med mit hjerte og stå ved hvem jeg var.

Så jeg stoppede hos psykologen (til hendes store overraskelse), men hvad så? Jeg forsøgte hos endnu en psykolog, som var en virkelig god oplevelse, hun havde integritet og hjerte. Men jeg synes ikke vi helt kom ind til noget virkeligt vigtigt. Det begyndte at gå op for mig, at det jeg manglede var en terapeut, der både arbejdede med krop, sind og ånd, ikke kun sind. Og de var sørme ikke så nemme at finde.

Jeg spurgte mig for, og bad venner om at spørge sig for, og så fik jeg anbefalet en terapeut, der både var afspændingspædagog, healer, sexolog, og havde mediteret i årevis på Vækstcenteret – Grethe Rosenkvist. Hun ville dog på det tidspunkt (omkring 2003) kun arbejde i grupper, ikke individuelt. Efter meget overtalelse fik jeg lov til at få en individuel session hos hende, så jeg lige kunne se hende an. Jeg kunne med det samme mærke, at hun havde det jeg ledte efter. Stor omsorg og samtidig knivskarp visdom.

Og så gik jeg ellers i gang med gruppearbejde hos hende i nogle år. Skræmmende og fantastisk. Vi mødtes som jeg husker det 6-8 weekender om året, typisk i en gammel villa ved Utterslev mose eller på Langebæk retreatcenter ved Vordingborg, fra fredag til søndag. Vi arbejdede med nattens drømme (dvs. en form for skyggearbejde), vi mediterede, vi lavede kropsarbejde, og så var der også et element af gruppeterapi, selv om det primært var spirituelt arbejde. Metoden rykkede virkelig for mig, og jeg fik mulighed for at se mig selv mere “nøgent” på godt og ondt. Og samtidigt få redskaberne til at håndtere det og integrere det – så det ikke bare blev en skamfuld udstillelse af mine “fejl og mangler”. Selv om det godt nok nogle gange føltes hårdt alligevel…

Jeg har siden arbejdet i grupper i flere andre sammenhænge, og selv om jeg gerne er lidt nervøs over det, så kan jeg kun anbefale det. Det skal selvfølgelig foregå i en tryg ramme, hvor man ikke uansvarligt får lov at projicere alt muligt på hinanden. Så enten skal der være en terapeut til at stoppe den slags, eller også skal man selv have redskaberne til at stoppe det. Eller setup’et skal sikre det – ligesom det for eksempel er tilfældet med 12-trinsprogrammerne, hvor man får lov at tale uden nogen afbryder, og ingen må kommentere det sagte.

Man kan naturligvis godt lave skyggearbejde alene også, faktisk anbefaler Integral teori at gøre netop dette som en daglig praksis. Men jeg vil mene, at man kun kan komme så langt alene – der skal tilsættes noget gruppedynamik også. Det er nok én af grundene til, at seriøse praktiserende gerne danner bofællesskaber? Både på grund af støtten ved at have de samme rutiner, og ikke skulle stå helt alene med særlig mad, meditationstidspunkter, etc. Men også så der er nogen af slibe kanter af sammen med. Der er ikke nogen der kan gå én på nerverne, som dem man bor sammen med! Det er måske derfor jeg stadig bor alene 🙂

 

Etik

Mine refleksioner over etik kommer ikke mindst fra mine studier af buddhistisk filosofi. Som jeg forklarede i starten, har Lakha Lama, Phendeling og den tibetansk-buddhistiske filosofi været meget betydningsfuld for mig. At lytte til buddhistiske belæringer gør mig fuldstændig vågen og til stede. Det appellerer desuden til min logiske sans. Da jeg undervejs i studierne fandt ud af, at man i buddhismen har hvad der svarer til matematikkens mængdelære, og bruger det til at argumentere for hvad der er ens, hvad der er forskelligt og hvad der er en delmængde af hinanden, blev jeg virkelig nørd-agtigt begejstret! (Fik jeg fortalt, at jeg oprindeligt er uddannet ingeniør, og har brugt en del tid på matematik og fysik, da jeg var yngre…).

Det er en essentiel del af buddhistisk filosofi, at man skal gøre gavn og ikke må skade andre levende væsener. Dermed har vi undervejs i studierne brugt en del tid på at debattere, hvad det så betyder?

For eksempel at gennemgå de ti skadelige handlinger, som man som buddhist skal AFHOLDE sig fra at udføre:

• Med kroppen: at stjæle, at slå ihjel, at misbruge andre seksuelt
• Med talen: at lyve, at tale meningsløs snak, at så splid, at sige grove og sårende ord
• Med sindet: at have onde hensigter, at have forkerte anskuelser, at være grådig.

Samt at gennemgå de GAVNLIGE handlinger:

• Med kroppen: at beskytte liv, at være gavmild, og have en ren handlemåde
• Med talen: at tale sandt, blidt, meningsfuldt, og at mægle
• Med sindet: at være tilfreds, at have ret anskuelse, og en kærlig indstilling.

Jeg synes generelt det er ret fornuftige principper, som man ikke behøver at være buddhist for at kunne tilslutte sig 🙂 Og så kan man jo lægge den fortolkning ind som giver mening for én (selv om buddhismen naturligvis forsøger at forklare, hvad der menes med eksempelvis “ret anskuelse”, osv. ,men det kræver jo ligesom at man køber ind på de buddhistiske grundpræmisser).

Mine morgenstudier hos Brahma Kumaris har også involveret overvejelse af etik, om end fra et mere subtilt energimæssigt sted. Her har fokus været på daglig udlevelse af værdier som fred, kærlighed, glæde, visdom og renhed. Hvad betyder det egentlig? Især når man er en almindelig småneurotisk dansker, der bliver vred på sin chef og irriteret i trafikken…. kan man så stadig praktisere dyderne uden at føle skyld over, at man ikke er Mother Theresa? Det var virkelig en hård nyser for mig at observere alle de smukke sjæle omkring mig, der havde arbejdet med sig selv i 10-20-30-40 år… og så væltede jeg rundt som en elefant i en glasbutik, og skulle kun sammenligne mig med mig selv. Det var på én gang inspirerende og knusende, og det tvang mig til at få endnu bedre kontakt til mine omsorgsfulde og tålmodige sider. At sige pyt, uden at lade stå til. Arbejde én dag ad gangen.

I BK talte vi på et dagligt og meget praktisk plan også om, hvordan kan man bedst kan tjene andre uden at ville have noget til gengæld. Hvor kommer min motivation for “tjeneste” og “service” af andre fra? Kan jeg eksempelvis leve med at gøre godt uden at blive værdsat for det? Uden at nogen ved det? Ikke for at gøre mig selv mindre, men bare fordi det er ikke MIG der er vigtig i den sammenhæng: Det er selve den gavnlige handling.

Det har været en meget vigtig del af min spirituelle praksis at overveje den slags tanker på en helt konkret og dagligdags måde. Det har været en stor bidragsyder til mit skyggearbejde, men også til en forståelse af mig selv som en evig sjæl, en tidløs energi.

Slutteligt kommer overvejelser i forhold til min mere konkrete forståelse af mig selv som en del af alt liv på planeten. Jeg har nok hjemmefra lært gode principper om at passe på mine ting, ikke smide ting ud unødigt, og være fornuftig med ressourcerne. BK’erne viste mig vigtigheden af at værdsætte maden og ikke tilberede mere mad end der kan spises – BK er virkelig mestre i at undgå madspild. Men ellers har jeg egentlig ikke været så “miljøinteresseret” før Sonja Ohlsson fra BK i maj 2008 spurgte om vi ikke skulle have en stand i Bella Centeret i forbindelse med klimakonferencen COP15 i 2009, 1,5 år senere. For at være helt ærligt kiggede jeg lidt undrende på hende, og sagde, at jeg stolede på hendes dømmekraft, så jeg ville gerne høre mere – men som udgangspunkt ville jeg ikke stå i en stand, hvis jeg ikke kunne forklare hvorfor til dem, der kom forbi. Og hvad havde meditation og miljø egentlig med hinanden at gøre…?

Derfor holdt vi kort tid efter, sammen med en 5-6 andre, en brainstorming session for at udforske: Hvad er sammenhængen mellem Klima og Bevidsthed? Det stod klart inden for en times tid! Og dermed satte vi tid af til månedlige møder for at forberede en række foredrag og workshops i forbindelse med klimakonferencen. En måneds tid før konferencen underviste jeg ca. 20 frivillige i emnet, så de kunne passe vores to stande, der var åbent dagligt i to uger i hhv. Bella Center og DGI-byen.

Vores indsamlede erfaringer endte med at blive til et globalt Brahma Kumaris’ miljø-initiativ, der stadig fortsætter i dag, og som jeg er stolt af at have været en del af. Jeg lærte utroligt meget af denne proces, og i dag oplever jeg at begrebet bæredygtighed bør flette sig ind som grundfundament for alle vores handlinger. Hvordan – kunne eksempelvis udforskes ved hjælp af Generativ Dialog og Teori U! Mere om det senere…

 

Relationer

Som alle andre har jeg familie, venner, boet sammen med et par stykker, været i forskellige forhold og også været gift. Derudover er der en frygtelig masse arbejdsrelationer (som konsulent), og en andre masse relationer i forhold til forskellige gruppekonstellationer (som berørt tidligere). Det er svært at sige på en kortfattet måde, hvad jeg mest har lært af alle mine relationer … men hvis jeg alligevel skal prøve, så er det at være så autentisk som muligt. Og det lyder måske som en banal selvfølgelighed, men alle der tør kigge indad ved, at det er det absolut ikke. Vi har både kulturelle og personlige værdier såvel som skygger, der gør en autentisk relation til et andet menneske utrolig vanskelig.

I de allerfleste sammenhænge tør vi ikke være autentiske, af alle mulige grunde. Og selv når vi virkelig gerne vil, og inderligt længes efter det, så ved vi ofte ikke hvordan. Det kræver at vi tør stå ved hvem vi er i dette nu. Sårbar og følelsesmæssig nøgen foran den anden. Selv når vi ikke tør det: At være ærlig om det, og udtrykke det, så feltet i mellem os forbliver så bevidst som muligt. Min erfaring er, at bevidsthed og autenticitet i sig selv skaber en stærk intimitet. Det er ikke noget så tiltrækkende som et menneske, der tør være helt ærlige over for os – selv når der er en masse de ikke ved, selv når det de føler er “grimt”.

Jeg mener ikke nødvendigvis ærlig på en “nu skal jeg fortælle dig sandheden” måde. Snarere en: “Nu vil jeg vise dig mine autentiske følelser og fortælle dig, hvad min oplevede sandhed er lige nu, også selv om jeg er bange for hvordan du vil reagere – fordi jeg holder af dig og synes vores relation er vigtig.”

For mig er det vigtigt at kommunikationen holdes levende, selv når man bare har lyst til at vende sig om og gå. Og jeg er den første til at gå, når tingene bliver vanskelige, for jeg tror ikke på ulideligt selvpineri. Men jeg forsøger at forklare den anden hvad der foregår inden i mig, så de har en mulighed for at reagere, måske endda for at handle. Nogle gange betyder det, at vi kan indgå en dialog, og finde en løsning, ingen af os havde set. Andre gange betyder det stadig at vi må skilles, men forhåbentlig med større bevidsthed end for et øjeblik siden. Og dermed en større mulighed for at lære noget nyttigt i forhold til fremtidige relationer. Uanset om det er familie, venskaber, kærester, kolleger, kunder, eller andre relationer.

Noget af det vigtigste i kommunikationen med andre er at forstå sig selv. At kunne mærke sig selv og sætte ord på, hvad der foregår. For ellers kan man ikke indgå i en autentisk dialog. Her har meditation, opmærksomhed og bevidsthed gennem dagligdagen (ikke mindst “trafikkontrol”) virkelig været essentielt for mig. (Trafikkontrol er en metode jeg primært har lært af Brahma Kumaris. De vil sætte et ur eller lignende, som går i gang hver time. Og benytte lejligheden til at stoppe alt det de er i gang med i nuet, og vende opmærksomheden indad og opad i ca. et minut. Og derefter fortsætte med deres dag. Det giver en meget konkret bevidsthed om, hvad jeg egentlig er i gang med lige nu, og hvorvidt det understøtter mine værdier. Men først og fremmest skaber det bare en stor bevidsthed i mig selv om hvem jeg er, og hvordan jeg har det lige nu).

Jeg har foreslået nogle øvelser til at fremme kendskabet til sig selv under både Vær bevidst og Vær i kroppen. Jeg har lært varianter af dem flere steder, og dermed blevet bestyrket i min overbevisning om at de er vigtige. Eksempelvis på ID life coach uddannelsen, under vipassana-meditationer, og i Mary O’Malley-meditationer. I forbindelse med ID life coach og ID psykoterapeut uddannelserne gør man meget ud af at lære os os selv at kende. Hvis vi ikke kan rumme os selv, hvordan kan vi så rumme en klient? Og hvordan skal vi ellers have en chance for at opdage alle de projektioner, der foregår i rummet? Både som klienten projicerer over på os, men endnu vigtigere: som vi projicerer over på klienten. Jeg vil mene at det er her mange andre typer coaches, terapeuter og psykologer fejler – det er i hvert fald min personlige erfaring med ellers dygtige terapeuter. De er simpelthen ikke BEVIDSTE nok i nuet til at fange subtile stemninger i sig selv – som kan være en guide hen imod f.eks. projektioner, der senere kan blive til en kæmpe elefant i rummet.

Og det er også her vi som ledere og kolleger og venner og familiemedlemmer “fejler” – vi er simpelthen ikke bevidste nok om, at det meste af det vi ser i de andre er vores eget. Det gør det utroligt svært virkelig at se et andet menneske som de er – for vi ser primært efter vores eget spejlbillede (eller anti-spejlbillede).

Den anden ting, jeg mener er utrolig vigtig, er at øve autentisk og transparent kommunikation med andre. At lære mig selv at kende og sætte ord på mine tanker og følelser kan jeg i en vis udstrækning gøre alene. Men at kommunikere åbent og ærligt med andre, kræver at vi træner sammen. Bevidst kommunikationstræning med andre mennesker, der også forsøger at tage ansvar for egne tanker og følelser.

Her er jeg særligt begejstret for Teori U og Generativ Dialog, fordi det er målrettet et “ikke-åndeligt” publikum, der heller ikke er vant til selvudvikling – nemlig folk i erhvervslivet. Jeg kan godt lide tanken om forholdsvis enkle metoder, der kan udøves af, om ikke “hvem som helst”, så af så mange som muligt. Jeg har selv haft positive erfaringer med en kombination af meditation, Almaas’ Inquiry (1:1-kommunikation), samt generativ dialog i en gruppe – lavet i en sekvens inden for en time. Jeg har kun øvet det med folk, der var vant til at rumme sig selv i én eller anden udstrækning, så jeg ved ikke om det kunne hjælpe “manden på gaden”. Men jeg er overbevist om at muligheden foreligger. Og at det virkelig er én af de mange ting, vi også burde lære som børn og unge i skolerne! Lige som vi andre skulle sætte mindst et par timer hver måned af til at træne det – og meget gerne en hel del mere. I hvert fald hvis vi synes at konfliktniveauet i verden ligger på den høje side… og at verden godt kunne bruge nogle praktiske løsninger på nogle af sine udfordringer, hvorvidt de er helbredsmæssige, økonomiske, klimamæssige eller fredsmæssige…

En anden “metode” jeg er meget begejstret for er “transparent kommunikation” som undervist af den østrigske mystiker, Thomas Hübl. Jeg deltog i januar 2015 og nogle måneder frem i et af hans online kurser, hvor vi blev opfordret til at øve os i transparent kommunikation i tre-persons-grupper, som han kalder “triader” eller “triads” på engelsk. Jeg blev på tilfældig vis sat sammen med to andre kvinder, en bosiddende i Italien, den anden fra Østrig. Og vi blev så begejstrede for det, at vi mødtes over Skype hver eller hver anden uge i næsten tre år derefter.  Vi talte om noget der optog os følelsesmæssigt, én ad gangen – og mens vi talte, øvede vi os i at mærke både os selv og de andre. At være både groundede og spirituelt forbundne, mens vi talte. Ligesom at de to der lyttede mærkede både sig selv og den der talte, såvel som “feltet imellem os”. Og bagefter gav vi “feedback” ud fra det felt. Jeg har oplevet det som utroligt smukt og udvidende at være sammen i et felt, hvor vi taler sammen på denne autentiske og nærværende måde. Og jeg håber virkelig, at det er noget jeg kommer til at opleve i mange andre mere hverdagsagtige sammenhænge også ♥

 

Arbejde

I 2017 var det 25 år siden at jeg blev færdig som ingeniør, og skulle ud og finde mit første “rigtige” arbejde. Hvad det så end betyder, for jeg har arbejdet siden jeg var 10 år gammel – i starten forefaldende arbejde på kontor og lager i sommerferierne, senere primært som kontor- og kantinevikar gennem vikarbureauer. Men jeg har også været rengøringshjælp, lektiehjælper og ansat på et postkontor (i kassen / ekspeditionen). Også som uddannet ingeniør har jeg haft et meget “vikar-lignende” jobforløb, idet jeg har været konsulent og haft rigtig mange forskellige kunder, og mange projektansættelser. Både som ansat i konsulentvirksomheder og som selvstændig, men også i mere “almindelige” jobfunktioner, såsom “Risk Management ingeniør”, “SAP konsulent”, “Projektleder”, “Senior HR konsulent”, “Lean konsulent”, osv. Ligesom jeg har været i en del forskellige brancher, og i forskellig størrelse organisationer, både private og offentlige, selv NGO’er.

Og jeg har aldrig rigtig kunne forstå, hvis folk synes det var mærkeligt at jeg bare kunne skifte fra det ene til det andet – for for mig handlede det alt sammen om mennesker, projekter og processer. Om at løse en udviklingsopgave, og komme fra A til B eller måske endda til Z.

Det fik mig også her til at se, at jeg ikke ser verden på samme måde som mange andre. Og jeg har ofte oplevet at jeg skulle forsvare mit synspunkt, fordi det var anderledes end normens. Det føltes lidt som at skulle forklare hvorfor himlen er blå, eller hvorfor jeg godt kan lide farven grøn. I dag kalder jeg mig en moderne jobnomade, og fokuserer på, at som projektleder og proceskonsulent skal jeg kun lede det samme team igennem denne ene opgave – så fremtiden efter det er ikke relevant lige nu. Og det sjove er, at jobmarkedet i højere og højere grad går den vej, og efterspørger projektansættelser og mere agile ansættelsesforhold. Det atypiske er at blive i den samme jobkonstellation i årevis, selv hvis du er lærer, politibetjent eller håndværker.

Det at starte i nye jobkonstellationer og operere indenfor så mange forskellige virksomhedstyper har lært mig rigtig meget om, hvad der er “typisk” og ikke, på især det danske jobmarked, men til dels også internationalt. Især har det gjort det nemt at se alle de begrænsende overbevisninger, ledere og medarbejdere slæber rundt på, og bekræfter hinanden i er sande. For de har ikke lagt mærke til, hvordan man i andre virksomheder gør noget andet. Selv der, hvor virksomhederne langt hen ad vejen er enige i de samme begrænsende overbevisninger, vil man næsten altid kunne se virksomheder, der gør noget andet. Så de fleste af de principper virksomheder opererer ud fra er ikke absolutter, men bare noget vi bevidst eller (primært) ubevidst har besluttet er måden at gøre det på. Måske fordi det er trygt, måske fordi vi ikke orker at rokke båden. Og måske også fordi vi i virkeligheden ikke aner hvordan man tænker “ud af boksen”, lige meget hvor meget vi har fortalt hinanden, at det er vigtigt.

I starten af 2002 meldte jeg mig syg, fordi jeg følte mig presset og ikke kunne se, hvordan min jobsituation kunne ændre sig. Jeg havde nemlig i flere måneder forsøgt at få min chef i tale om arbejdspresset, og han lyttede meget medfølende, hvorefter han gav mig flere opgaver. Et år senere (efter jeg for længst var stoppet i det ansættelsesforhold) blev han selv syg af stress – så der fik jeg bekræftet, at han bare behandlede mig på samme måde som han behandlede sig selv. Han havde simpelthen en blind plet når det kom til at vurdere, hvad der er rimeligt at udsætte sig selv og sine medarbejdere for på jobbet.

Hele hændelsen inklusiv hvor lang tid det tog at blive rask igen (fire måneder før jeg kunne begynde bare at overveje at arbejde fuld tid igen) var virkelig en øjenåbner for mig. Det var stærkt medvirkende til min beslutning om at lære at meditere, men jeg lærte så mange andre ting også. Om krop, sind og ånd – såvel som det indres og det ydres gensidige påvirkning af hinanden. Jeg begyndte at se hvordan hele arbejdsmarkedet på mange måde er designet til at skabe stress i folk, og jeg valgte i større og større grad at stille mig uden for.

Det gjorde jeg primært ved at være tydelig omkring, hvilke rammer jeg ville være med til og ikke. Og jeg har tit kunne forhandle mig til andre rammer, bare fordi jeg overhovedet bragte det på bane. Selvfølgelige på en så konstruktiv og forklarende måde som muligt, men også i vished om at jeg var parat til at tage konsekvensen – nemlig at sige nej tak til et job, der med sikkerhed vil gøre mig syg. Det har været ærgerligt at se, hvor tit det har været nødvendigt. I min optik primært fordi folk er styret af deres begrænsende overbevisninger – ikke fordi det ville være et reelt problem at gøre tingene på en mere fleksibel måde, der tager højde for forskellige personlighedstyper og livsbehov.

Både venner, familie og kolleger har undret sig over min strategi, så jeg har ærligt talt følt mig noget alene nogle gange. Og tænkt: Hold da op, hvor spilder vi meget tid og har mange ineffektive timer, bare fordi folk ikke tør prøve noget nyt. Det mest sjove er, at mange af de trendsættende filosofier på arbejdsmarkedet, som lean og projektledelsesværktøjer, overhovedet ikke er i modstrid med at ære mere humanistiske og helhedsorienterede værdier, tværtimod. Hos Toyota i Japan (som er faderen for alle Lean principper), har man fem værdier man styrer efter: Sikkerhed, Miljø, Kvalitet, Levering og Omkostninger. Læg mærke til, at pengene kommer på sidstepladsen. Desværre har de Harvard og MIT folk, der har solgt Lean-principperne til vesten, slet ikke forstået det holistiske aspekt. Det er igen det med, at man kun kan se det man leder efter. Ikke det der rent faktisk ER der.

Så forestil jer min uforfalskede glæde da jeg i 2014 læste Frederic Laloux’s bog, Reinventing Organizations (på dansk “Fremtidens Organisation“). Her var en belgisk McKinsey-konsulent der ligesom jeg undrede sig over den måde de fleste virksomheder opererer på. Han så også, hvordan virksomheder gjorde både ledere og medarbejdere syge og stressede. Hvordan arbejdsglæden var uhyggelig lav i mange lande. Han havde derfor sat sig for at undersøge, om det virkelig var den eneste måde at organisere sig på. Var der virkelig ikke organisationer derude, der kørte på en anden måde? Så mennesker kunne bevare integriteten, deres værdier, og føle at de brugte hele sig, også på arbejdet?

Og jo, det var der heldigvis! Han fandt adskillige, og valgte at studere 12, der fulgte hans kriterier: De skulle have flere end 100 medarbejdere, og de skulle have opereret mindst fem år i den nye organisationsform. Han fandt både produktions- og servicevirksomheder, både profit og non-profit. Eks. non-profit hjemmesygeplejersker i Holland, Buurtzorg (> 8.000 kolleger), profit tomatproducent i USA, Morning Star (400-2.400 kolleger), profit metalfabrik i Frankig, FAVI (500 kolleger), non-profit skole i Tyskland, ESBZ (1.500 kolleger inkl. børn & forældre), verdensomspændende profit hydraulikproducent, Sun Hydraulics (900 kolleger).

Som i hvert fald havde tre karakteristika til fælles: 1) De forfulgte et større formål end bare at producere bildele, tomater eller få unge mennesker gennem skolesystemet, 2) De værdsatte helhed, både i deres kolleger (hele mennesket var velkomment på jobbet). Men de så også organisationen som en del af en helhed, i sidste ende hele verden, og 3) Som konsekvens af at have tillid til kollegerne, havde de ingen (faste) ledere, men derimod primært selvledende, “autonome” teams, med eget budget, mål, arbejdsmetoder, etc. som de selv fastsatte.

To af de undersøgte virksomheder gik tilbage til traditionel organisering efter den administrerende direktør forlod dem (profit energivirksomhed AES, 40.000 kolleger, og profit IT-konsulenter BSO/Origin, 10.000 kolleger). Hvilket betød, at Laloux opstillede en hypotese om, at det måske er et krav for den slags virksomheder, at deres direktør og bestyrelse rent udviklingsmæssigt opererer fra et højere niveau (i bogen kaldet “teal” eller blågrøn, se også “udviklingsniveauer” under Integral refleksion, eller under Integral teori). Simpelthen for at kunne guide de øvrige kolleger til at operere på nye måder. Fordi vi er så skolede i de gammeldags vaner og måder at tænke og handle på, at det er alt for nemt at falde tilbage, med mindre omgivelserne virkelig støtter dig. Og studier viser, at så snart vi bliver bange, falder vi typisk tilbage til gamle måder at fungere på, også selv om vi egentlig havde besluttet os for noget andet. Det er en af grundene til at det er så svært at ændre vaner (hvilket vi alle sammen har prøvet, når vi ville ændre livsstil).

Jeg har desværre ikke fundet nogen danske virksomheder, der opererer efter dette nye paradigme, om end jeg har mødt nogle lovende mindre og nystartede virksomheder, der prøver. Så lige nu accepterer jeg, at jeg nok kommer til at arbejde i de nuværende rammer i nogle år endnu – men det forhindrer mig ikke i at fortælle om Laloux’s studier, så ofte jeg får chancen 🙂 Hvis vi ser på Europa, ser det ud til at Tyskland (Berlin) er ret langt fremme – og hvis tyskerne kan, så kan vi vel også? Samtidigt er Danmark måske ikke det oplagte sted at starte, fordi vi simpelthen har det for godt. På trods af at stress, angst og depression stiger (se også Sygdomsbyrden i Danmark), så ligger arbejdsglæden og den generelle livsglæde jo ret højt i Danmark i forhold til andre lande (se også min beskrivelse under Arbejde). Men er der nogen grund til at vente indtil vi ligger helt ned? Bør vi ikke handle, mens vi stadig er et OK godt sted? Jeg håber at en integral livsstil vil få flere til at åbne øjnene op for det, og skubbe på for en forandring!

 

Integral teori

Da jeg første gang LÆSTE om integral teori i 2013 følte jeg stor genkendelse, og tænkte at det var jo det jeg intuitivt havde levet efter i mange år. Jeg synes måske lidt, at “det var så det”, så det behøvede jeg ikke tænke så meget mere over… Men kort tid efter fik jeg en (irsk) kæreste som havde læst alle Ken Wilbers bøger, og interesseret sig lidenskabeligt for integral teori i over ti år, ikke bare intuitivt som mig, men helt bevidst. Og så begyndte vi ellers at diskutere! Det var enormt spændende at møde en, der var så vidende og intelligent, og som jeg kunne have så mange spændende samtaler med – og samtidigt meditere med og være nærværende sammen med på mange planer. Men også dybt provokerende, fordi han brugte så mange “fine” og lange ord (og så på engelsk) – ikke mindst fordi han var teolog og sociolog, og man læser vist nogle andre bøger på humaniora i Irland end man gør på DTU i Lyngby! Hvor vi primært læste fysik og matematik… så der var altså mange ting som han opfattede som helt banale, men som jeg aldrig havde hørt om.

Selv om jeg forstod principperne bag integral teori intuitivt var jeg jo ikke en phd-studerende som ham, der omtalte Ken Wilbers bøger efter deres initialer… så jeg følte det lidt som om jeg var startet i 1. klasse. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg også det var unødigt akademisk og højtravende at tale om det som han og Ken Wilber gjorde…. Hvis jeg ikke havde været forelsket havde jeg nok hurtigt givet op 🙂 Men jeg var nysgerrig efter at forstå verden set med hans øjne – hvorfor hulen var det så vigtigt at kunne fine ord som postmoderne og “perennial”, hvorfor kunne man ikke bare tale almindeligt menneskesprog som alle har hørt om? Jeg synes at ordene skabte en barriere, som ville sortere de fleste mennesker fra. Og dermed skabe en “dem og os”-kløft, og måske endnu værre eller lige så slemt: Udelukke størstedelen af jordens befolkning fra at forstå det vigtige budskab, som den integrale teori har at byde på.

Det er stadig et problem i Ken Wilbers forfatterskab, efter min mening, og her er virkelig noget som vi kan gøre bedre. Samtidigt må jeg også tilstå, at efterhånden som jeg er dykket ind i alle begreberne, kan jeg godt se, at det kan også være svært at forenkle budskabet uden at forsimple meningen for meget. Man risikerer at essensen forsvinder. Så måske er det noget med at indse, at folk skal lukkes ind i denne verden først, skal introduceres og tiltrækkes. Og her skal vi bruge simple begreber, der relaterer sig til folks hverdag. Ligesom når vi lærer børn talrækken og alfabetet – så tæller vi dyr og staver til æble, banan og hus, noget vi kender. Ken Wilber har forsøgt at gøre det, men han kan som regel ikke dy sig for at sno sig ud i lange forklaringer undervejs i sine bøger OGSÅ, og så er folk jo stået af igen. Jeg har hørt mange sige, at Den Integrale Vision er én af hans mest tilgængelige bøger, og jeg må sige, at jeg synes han mister jordforbindelsen flere gange i den bog… og så vil jeg slet ikke komme ind på hvordan de andre virker. Så her er et arbejde for den formidlingskyndige ♥

Samtidigt må jeg også sige, at for mit eget vedkommende har jeg fundet mine studier af integral teori fantastisk givende, ja, faktisk essentielle for min videre udvikling og forståelse af mig selv og verden. Store ord, ja! Selv om jeg i starten havde modstand imod at få sat ord på mange ting, eksempelvis pga. “postmoderne frygt for dominans hierarkier” (ja, nu er jeg selv blevet én af dem! Men det betyder noget i retning af en angst for at sætte mennesker i bås, fordi man har en længsel efter at alle skal være lige). Men også fordi jeg havde en frygt for at få ødelagt mine spirituelle og intuitive oplevelser med rationel hoved-snak (som om jeg ikke får nok af det i forvejen i vores såkaldt rationelle verden)… Selv om min frygt måske nok var delvist velbegrundet, så må jeg tilstå, at begreberne har uddybet min forståelse og oplevelse både “opad” til det guddommelige og “nedad” til jordforbindelsen. Det har tilføjet (mindst) et bevidsthedslag i min udvikling. Samtidigt har jeg også oplevet, at mit rationelle sind nogle gange har været på “overdrive”, og at jeg skulle hjælpe den begrebsløse side med at få overtaget igen, så jeg ikke blev fanget ind i abesindet. Så jeg kan sagtens forstå, at mange, der er i gang med at tæmme deres abesind, og forsøger at give slip på begreber, vil opleve, at studier af integral teori trækker dem den forkerte vej. Og jeg vil mene de nok har ret.

Samtidigt vil jeg OGSÅ mene, at det er et nødvendigt arbejde. På et eller andet tidspunkt i vores liv er vi nødt til at lære disse begreber, hvis vi vil videre i vores udvikling. Og hvis vi lærte unge mennesker om det i deres teenageår og ungdom, hvor de stadig er i deres rationelle udviklingsfase (i hvert fald mange er), så vil det nok være meget nemmere for dem at tage ind. Sådan er det jo med mange ting: Nemmere at lære som ung! Men det skal jo ikke stoppe os andre fra at lære, for det kan vi og bør vi ♥ Men som voksne tror jeg vi må erkende, at hvis vi først er gået i gang med den begrebsløse uddannelse (som mange af os higer efter, pga. den moderne verdens overforbrug af ord og rationelle begreber, med deraf følgende stress) – så er vi nødt til at bruge den tid vi har brug for på det, før vi kan gå videre med at tilegne os integrale begreber. Ellers kortslutter der nok noget inden i, som de fleste ikke har en mental kapacitet til at overvinde? Hvilket bare trigger “regression”, så vi går tilbage til de velkendte, frygtbaserede mønstre – og så risikerer vi at stå stille i vores udvikling på ubestemt tid.

Jo mere jeg får de integrale begreber ind under huden, og øver mig i at bruge dem i hverdagen, jo mere ser jeg, hvordan konflikter mellem mennesker, organisationer og stater meget ofte skyldes fiksering på bestemte perspektiver i kvadranterne, frem for at se på dem alle fire som samskabende og sameksisterende. Og / eller at folk sidder fast i et bestemt værdisystem / udviklingsniveau, og ikke er i stand til at se tingene fra de andres udviklingsniveau. Osv. (det samme med med de øvrige AQAL-elementer, dvs. typer, intelligenser og tilstande). Min øgede forståelse giver mig en større empati for folks udgangspunkt, og på sigt tror jeg bestemt også, at jeg får en bedre mulighed for at kommunikere med folk på en måde, så vi har bedre forudsætning for at forstå hinanden. Også så jeg ved, hvornår det er nyttesløst, og jeg lige så godt kan klappe i…

Jeg glæder mig også over de bøger jeg læser inden for forskellige områder, hvor specialister eller lægmænd tager integral teori til sig, og bruger det inden for et bestemt felt. Eksempelvis lægen, der skriver om integral sundhed, management konsulenten, der skriver om integrale organisationer, eller terapeuten, der skriver om integral heling af afhængighed. Det er for mig tydeligt, hvordan forståelsen for et område bliver mere helt, samlende og komplet, når man ser det gennem det integrale begrebsapparat – og dermed mere nyttigt for os som mennesker. At se verden gennem AQAL’s fem dimensioner er lidt som at tilføje et hemmeligt krydderi, og pludselig hænger det hele sammen. Men det vil jo være min påstand indtil du selv prøver det 🙂

Bemærk i øvrigt, at jeg på et tidspunkt forsøgte at forklare integral teori ved at bruge billeder – måske kan det hjælpe dig til en grundlæggende forståelse? Jeg er i hvert fald nysgerrig efter at høre dit input!

 

Kreativitet

Jeg havde meget glæde af min kreative side, da jeg var barn. Jeg digtede historier, jeg designede huse og indrettede dem (i hovedet eller på papir), jeg sang, jeg dansede, og jeg tegnede. Jeg var faktisk så interesseret i tegning, at jeg i 3. og 4. klasse gik til frivillig “ekstra-tegning” efter skole. Jeg havde et øje for at se tingenes former, og tegne gode kopier. Mine forældre værdsatte det imidlertid ikke, og viste ingen interesse i mine kreationer. Da vi derefter flyttede længere væk fra skolen, og der var ventetid mellem skoletid og tegnekursus, droppede jeg at forsætte. Jeg tegnede stadig lidt derhjemme på værelset, men til sidst opgav jeg det. En del år senere, i slutningen af teenageårene, deltog jeg en vinter i et oliemalingskursus, som jeg havde meget fornøjelse af. Men jeg var for doven til at sætte mig ned og øve mig, så jeg kunne blive bedre… og samtidigt havde jeg meget svært ved at acceptere, at jeg ikke teknisk var i stand til at udtrykke det billede jeg havde inde i hovedet. Så i stedet for eksempelvis at glæde mig over processen og finde fornøjelse i at udtrykke mig kreativt, så holdt jeg helt op.

Omkring fem år senere flyttede jeg fra Vestegnen til Nordsjælland væk fra min venner, og ingen af os havde bil, så pludselig havde jeg meget mere tid til mig selv. Jeg begyndte at male på silke, binde kranse af tørrede urter, folde æsker, osv. Hver gang det lokale bibliotek havde et kreativt weekendkursus, var jeg med. Jeg havde nemt ved at lære det, men ikke tålmodigheden til at øve mig på at blive bedre. Hvis det ikke ret hurtigt så ok godt ud, mistede jeg interessen…

Omkring ti år senere igen (nu var jeg i begyndelsen af trediverne) blev jeg skilt, og skulle igen finde på noget at lave, så jeg ikke gik derhjemme med al min nyfundne tid og havde ondt af mig selv. Det førte til en flerårig gospel-glæde, hvor jeg både sang i kor og tog ene-undervisning. Hver sommer og i flere weekender om året var jeg på gospelworkshops for at synge med andre, ligesom vi regelmæssigt gav koncerter eller bare sang gospelgudstjenester. Udover selvfølgelig at mødes og synge en gang om ugen. Jeg kaldte det “ugens lykkepille” 🙂

At synge er virkeligt en måde at kombinere både krop og sind – og ånd (i hvert fald når man synger gospel). Når stemmen er tynd, og der ikke er plads nok i brystkassen, så kan man virkelig få gavn af at arbejde både med det kropslige, gennem fysiske øvelser, men selvfølgelig også ved at arbejde med sindets begrænsninger, bl.a. ved at tro på at man kan. Samt ved at overveje, om man har nogle skygger eller andre begrænsende overbevisninger (såsom “et lukket hjerte”), der medvirker til, at eksempelvis brystkassen ikke tør være stor og folde sig ud…

Et par år senere begyndte jeg at danse salsa, og her var der også en masse kombinationsfordele ved at træne både krop, sind og ånd. I salsa bevæger man eksempelvis brystkassen fra side til side asynkront med hofterne. Alle der har set danskere danse salsa, især hvis cubanere danser ved siden af, vil vide, at det er vi ikke specielt gode til i Nordeuropa! Fysisk set bør der ikke være forskel på os (!), så det handler om hvordan vi er vant til at bruge kroppen. Jeg oplevede, det var virkelig svært for mig at bevæge brystkassen fra side til side, det føltes som en fysisk smerte, som en jernring der lukkede mig inde, så jeg ikke kunne. Så udover at øve mig fysisk, mediterede jeg på følelsen, ligesom jeg mentalt og terapeutisk arbejdede med at turde åbne hjertet, og gøre brystkassen smidig. Jeg er ikke i tvivl om at det gik meget hurtigere at lære, fordi jeg bevidst øvede mig fra flere vinkler på én gang.

Så begyndte jeg at meditere mere og mere, og både gospel og salsa begyndte at blive nedprioriteret til fordel for meditation og yoga. Jeg startede til mavedans en gang om ugen, hvilket var mere effektivt (som træning) og mindre tidskrævende end salsa, men så brækkede jeg foden i påsken 2005, og da man danser mavedans på bare fødder, gik der et år før jeg kunne danse igen. På det tidspunkt var jeg så tidsoptaget af meditation, yoga og personlig udvikling, at jeg ikke prioriterede sang eller dans i kalenderen.

Jeg oplevede dog, at kreativitet var der masser af plads til. Jo mere jeg øvede mig i at bruge min intuition og i at kultivere forskellige bevidsthedstilstande gennem meditation og bevidst nærvær i hverdagen -> jo mere i flow var jeg, og jo mere kunne jeg finde kreative løsninger “hvor som helst”. Både på arbejdet, men også når jeg stod med udfordringer derhjemme eller i mine relationer. Ligesom jeg var meget bedre til at forebygge problemer, fordi jeg var i god kontakt med hvad der var behov for lige nu.

Et lille eksempel på problemforebyggelse: i november 2007 flyttede jeg, og venner og familie hjalp til i den nye lejlighed hele flytteweekenden, så huset var fuldt, og jeg havde travlt med at lede og fordele arbejdet, samt med selv at pakke ud og sætte på plads etc.. Meditation og yoga havde der nok ikke været prioriteret SÅ meget tid til. Søndag aften var alle taget hjem, og jeg havde min første pause hele dagen, føltes det som om. Jeg gik gennem smukt faldende sne på vej hen for at købe kinesermad, og kunne endelig sætte sindet frit og bare være afslappet til stedet i nuet. Jeg var træt, men glad og tilfreds, for det hele var gået super godt, og vi var nået rigtig langt. Pludselig slog en tanke ned i mig: Der lå to kuverter i vindueskarmen – den ene med penge til de håndværkere, der kom næste dag for at tilslutte vaskemaskine, etc. Den anden med penge til flyttemændene, som jo var tom nu. Og jeg havde smidt den tomme kuvert ud tidligere på dagen – eller havde jeg? Pludselig fornemmede jeg, at jeg havde smidt den forkerte ud.

Da jeg kom tilbage med min mad, fik jeg bekræftet, af det var den tomme kuvert, der lå i vindueskarmen, og den med pengene der nu lå i skraldet… Vi havde jo fyldt mange sække med avispapir og lignende i forbindelse med dagens udpakning… så den kunne jo være hvor som helst. Skraldecontainerne blev tømt mandag morgen, vidste jeg, og i øvrigt skulle jeg jo bruge pengene (det var måske 1500-2000 kroner, som jeg husker det, så ikke et helt ligegyldigt beløb). Så i gang med at gennemrode alle sækkene i containerne, indtil jeg fandt min almindelige skraldepose, hvor kuverten lå midt i noget kaffegrums… Pengene blev lagt ud til tørre, og duftede svagt af kaffe, da jeg gav dem til hhv. VVS’er og vinduespudser næste dag – men jeg havde da opdaget problemet, mens det stadig var til at løse!

Det er et lille og lidt pudsigt eksempel, men jeg har oplevet SÅ mange gange, at en tanke er slået ned i mig i starten af en meditation eller på vej ned ad en gang, eller på anden måde på et tidspunkt hvor jeg nulstillede sindet og satte det fri. Som så har løst eller forebygget et problem, eller bragt en kommunikation videre, uden at skabe en stor konflikt. For mig er det hverdagens kreativitet, som er mindst lige så vigtig som glæden ved at skabe noget, eller ved at synge og danse.

What’s Next?